23948sdkhjf

"Ta' mig jeg er single": Dagligvarebutik redder 18.000 bananer fra skraldespanden

Nudging guider kunderne til bæredygtig adfærd med ’kærlige skub’.

Et kærligt skub i den rigtige retning. Sådan kan fænomenet ’nudging’ oversættes, og det får kunderne i Max Skov Hansens Rema 1000-butik i Valby. De kærlige skub har ført til, at butikken årligt har reduceret antallet af kasserede bananer med 18.000 styk, mens ca. 13.000 æg undgår ’skraldedøden’.  

Mange danskere foretrækker at købe et bestemt antal bananer i klaser med det resultat, at et stort antal bananer ender i en bunke af ’enlige bananer’, der ikke kan sælges.

Det førte dagligt til et større udsmid af enlige bananer, indtil købmand Max Skov Hansen fik en lys idé:

- Vi satte et skilt op med teksten ’Ta’ mig - jeg er single’, som opfordrer kunderne til at tage de tilbageværende bananer. Det er et simpelt skilt med en sød opfordring, som kunderne i den grad har taget til sig. Vi er gået fra at smide 100 bananer ud hver dag til blot 10. Det lyder måske ikke af meget, men med 360 åbningsdage løber det op. Vi har regnet os frem til, at vi smider ca. 18.000 færre bananer ud på et år. Det er et lille tiltag med en stor effekt, og det er jo netop, hvad nudging går ud på, fortæller Max Skov Hansen, købmand i Rema 1000 i Valby, i en pressemeddelelse.

Pas på æggene!
Butikken har også haft succes med at hænge et skilt op på æggekøleren, som opfordrer kunderne til at placere deres æggebakker forsigtigt i vognen eller kurven, så de undgår æg, der går i stykker.

Det simple tiltag har reduceret antallet af kasserede æggebakker fra 6-8 bakker til 1-2 bakker om dagen. I runde tal løber det op i ca. 13.000 æg reddet fra skraldespanden om året. 

- Det er små initiativer, som gør en forskel i det store billede. Det handler om at give kunderne et lille skub i den rigtige retning, så vores adfærd omkring dagligvarer bliver mere hensigtsmæssig, og vi får mindre madspild. Jeg håber, at eksemplerne kan inspirere andre af mine kolleger i Rema 1000 og i dagligvarehandlen generelt, siger Max Skov Hansen.

Butikkens næste nudging-initiativ i kampen mod madspild er en kampagne på butikkens Facebook-side med fotos af varer, der er efterladt udenfor køl eller frost.

Dagligt opdager butikkens medarbejdere frost- eller kølevarer, som kunderne har fortrudt at købe. De efterlader dem blot et tilfældigt sted i butikken uden for køl eller frost med det resultat, at varerne bliver dårlige og må kasseres.

Fakta: Hvad er nudging?

  • Et begreb fra adfærdsforskning, som skal understøtte en positivt opmuntrende adfærd
  • Nudging sigter på at ændre folks adfærd med små initiativer
  • Et af de mest kendte eksempler på nudging er et lille klistermærke af en flue i et pissoir, der øger sandsynligheden for, at urinen løber i afløbet, når mænd lader vandet
  • Nudging kan populært oversættes til ’et kærligt skub’
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111